For gæsterne betyder kommunegrænser ikke noget for den samlede ferieoplevelse. Derfor er et stærkt samarbejde omdrejningspunktet, når de to kommuner Ringkøbing-Skjern og Varde udvikler turismen med fokus på at skabe et sammenhængende ferieområde.

I efteråret 2017 lød startskuddet til det store vækstprojekt Vestkystens turismevækstklynge. Projektet vil øge samarbejdet mellem Ringkøbing-Skjern og Varde og skabe et sammenhængende ferieområde med en bred palet af oplevelser – set med gæstens øjne.

Selve vækstklyngen er en betegnelse for et vækstorienteret samarbejde mellem virksomhederne i Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner. Den 19. september blev det andet møde i vækstklyngen afholdt på Tirpitz Museet i Blåvand, og her var mere end 80 deltagere fra de to kommuner indbudt til at forholde sig til kapacitetsudfordringer, nye overnatningsformer og oplevelsesudvikling. Derudover var der som en del af mødet også indlagt en gåtur i Blåvand, hvor man undervejs kiggede på overnatningsmuligheder i Blåvand og havde mulighed for at netværke med hinanden.

Mere end 80 deltagere fra Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner deltog i klyngemøde den 19. september 2018 på Tirpitz for at arbejde med kapacitets- og oplevelsesudvikling og ikke mindst netværke med henblik på et fremtidigt styrket samarbejde.

Mere end 80 deltagere fra Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner deltog i klyngemøde den 19. september 2018 på Tirpitz for at arbejde med kapacitets- og oplevelsesudvikling og ikke mindst netværke med henblik på et fremtidigt styrket samarbejde.

”Det gode samarbejde på tværs af kommunerne og erhvervet er afgørende for, at vi kan få skabt et endnu mere attraktivt og sammenhængende ferieområde – og det er vi alle enige om. Tidligere har man måske fokuseret mere på at få sin egen forretning til at køre. Men når vi gerne vil have gæsterne til at komme igen og anbefale ferieområdet, så er det altså den samlede ferieoplevelse, der tæller, og her kan vi virkeligt flytte noget i fællesskab,” siger Colin Seymour, Turistchef i ProVarde.

Det første møde blev afholdt i Søndervig i maj 2018, og siden er der blevet arbejdet benhårdt på at indsamle data, der skal danne grundlag for det videre arbejde med kapacitets- og oplevelsesudvikling. 

I det næste step skal erhvervsaktørerne inddrages, for her gælder det nemlig om at få udviklet og testet nye oplevelsesprodukter.

”Nu skal erhvervsaktørerne for alvor på banen. Vi skal kigge på, hvor vi kan forbedre oplevelsen, hvilke nye overnatningsformer vi kan etablere, hvordan vi kan tilpasse eksisterende, og hvor vi kan udvikle nye produkter i krydsfeltet mellem overnatning og oplevelse. En del af det kommende forløb skal også give erhvervet nogle redskaber til at udvikle og teste nye produkter – og effektivt og nemt omsætte ideer til virkelighed ved hjælp af enkle innovative metoder og arbejdsprocesser,” fortæller Colin Seymour.

Næste møde er planlagt den 16. januar 2019 med afholdelse i Ringkøbing.

Fakta om Vestkystens turismevækstklynge

  • Projektet er to-årigt og løber fra september 2017 til september 2019
  • Projektet har et budget på seks millioner kroner og er finansieret af Dansk Kyst- og Naturturisme, Ringkøbing-Skjern Kommune, Varde Kommune, Region Midtjylland og Region Syddanmark
  • Projektet er en del af Dansk Kyst- og Naturturismes Masterplan for Destinationsudvikling under indsatsen Vækstprojekter i særligt prioriterede destinationer, hvor der indtil videre er prioriteret otte destinationer
  • Projektets tovholderfunktioner er forankret hos de to visitorganisationer Ringkøbing Fjord Turisme og ProVarde, som har kontakten til turismeerhvervet i de to kommuner
  • Projektets målsætninger:
    • 600.000 registrerede overnatninger i projektperioden
    • 3,4 millioner registrerede overnatninger i 2025
    • 0,5 milliarder kroner i samlet omsætning i projektperioden
    • 3,4 milliarder kroner i samlet omsætning i 2025

Vil du høre mere om projektet? Kontakt:

jacob sort hvid.png (1)

Jacob R. Kirkegaard Larsen

Souschef for Strategi og udvikling

jkl@kystognaturturisme.dk

+45 5168 5345

Find Jakob på LinkedIn

Mette Trads sort hvid lille.jpg

Mette Trads Møller Nielsen

Udviklingskonsulent

mtn@kystognaturturisme.dk

+45 2114 1929

Find Mette på LinkedIn