Som en del af arbejdet med udviklingsplanen for Danmarks vestkyst var en kernegruppe fra de 11 vestkystkommuner og de tre vestdanske regioner fra den 9.-11. oktober 2017 på studietur til Irland for at opleve, lære mere om og blive inspireret af "Wild Atlantic Way".

Irlands vestkyst kan på flere områder sammenlignes med den danske vestkyst, der begge byder på store naturoplevelser og et mere eller mindre omskifteligt vejr. Den nationale turismeudviklingsorganisation Fáilte Ireland har haft stor succes med at udvikle og markedsføre Irlands samlede vestkyst under brandet Wild Atlantic Way. Derfor var det også oplagt for Partnerskab for Vestkystturisme, sammen med projektgruppen, at tage på inspirationstur til Irland for at lære af det irske initiativ.

37 fra projektgruppen for udviklingsplanen for Danmarks vestkyst har været i Irland for at få inspiration og samle erfaringer til arbejdet med den danske vestkyst.

37 fra projektgruppen for udviklingsplanen for Danmarks vestkyst har været i Irland for at få inspiration og samle erfaringer til arbejdet med den danske vestkyst.

På turen mødte de 37 deltagere blandt andet initiativtagerne til Wild Atlantic Way, Fáilte Ireland og repræsentanter for Cork County Council, som har været med til at sætte deres del af de i alt 3.850 Wild Atlantic Way-vejskilte op langs ruten. Derudover mødte gruppen lokale virksomheder heriblandt Ruth Herman fra Wild Atlantic Sports, der, som navnet indikerer, har brugt Wild Atlantic Way som udgangspunkt for etablering af en helt ny virksomhed.

Mødet med en bred vifte af både offentlige og private aktører gav en god forståelse af Wild Atlantic Way, og hvordan brandet har været med til at løfte turismen på den irske vestkyst, og det har givet anledning til overvejelser om, hvad man kan tage med hjem til den danske vestkyst.

”På turen blev det meget tydeligt for os, at Fáilte Ireland har formået at skabe en ramme, som alle kan se sig selv i, og brandet bliver målrettet benyttet til at promovere turismevirksomheder og oplevelser langs hele kysten. Wild Atlantic Way er ikke blot et brand eller et marketingkoncept, men det er blevet materialiseret i en skiltet rute, og det er blevet fulgt op med tiltag, der synliggør de gode lokale historier,” fortæller Kristian Hansen, Turistchef i Lemvig-Thyborøn Turistforening, som var en af de 37 deltagere på turen til Irland.

Studieturen var organiseret af sekretariatet for Partnerskab for Vestkystturisme som led i udarbejdelsen af projektet Udviklingsplan for Danmarks Vestkyst. Udviklingsplanen er et samarbejde mellem de 11 vestkystkommuner, de tre vestdanske regioner, Dansk Kyst- og Naturturisme og Realdania om at formulere en fælles ambition og retning mod 2025 for turismen ved vestkysten.

Læs mere om studieturen i denne rapport.